Tanker i tidentop

Indlæg i den kirkelige debat

Indhold:

Judasevangeliet - historie eller teologi?

Politik og prædikener

Intelligent design

Lovreligion eller -?

Folkekirken og paven

Børn og tro

Struktur og kirke

Tørklæder og religionsret

Tanker i tiden

Judasevangeliet - historie eller teologi?

I påskeugen havde National Geografic Channel valgt at holde verdenspræmiere på et dokumentarprogram om det nyligt genfundne Judasevangelium. Det skulle selvfølgelig ske med den sensationelle pointe, at skriftet skulle ændre vores opfattelse af forholdet mellem Jesus og Judas. Mindre kan ikke gøre det, når en sådan sag skal sælges til seerne. Hvis det bliver alt for nuanceret, risikerer man, at der er for mange, der falder fra.

Judasevangeliet er sandsynligvis skrevet engang omkring det fjerde århundredes begyndelse. Det røber intet kendskab til Palæstina og de politiske og religiøse forhold der, så som historisk kilde til belysning af forholdet mellem Jesus og Judas er det ganske uden betydning. Det er ikke dette perspektiv, der er interessant. Det interessante ved dette gamle skrift er, at det giver et autentisk bidrag til at belyse et meget vigtigt opgør i den tidlige kirkehistorie.

Skriftet er som sagt skrevet i begyndelsen af det fjerde århundrede. Sproget er koptisk, og det er skrevet på papyrus. Det blev fundet ved El Minya i Ægypten og kom derefter i hænderne på forskellige antikvitetshandlere. Det har også ligget i en bankboks i USA i seksten år, indtil det blev købt af en schweizisk antikvitetshandler.

I 2001 blev det endelig overladt til en kulturhistorisk institution i Schweiz, der har stået for restaureringen og de videnskabelige undersøgelser af det gamle ramponerede papyrusskrift.

Og skriftet er bestemt interessant. Og det er det, fordi det er en meget gammel kilde til en bevægelse, der kom til at spille en stor rolle i den tidlige teologi og kirkehistorie.

Judasevangeliet er skrevet i et gnostisk miljø. Gnosticisme er en betegnelse for en række religiøse retninger, der spiller en betydelig rolle i den periode, hvor kristendommen skulle finde sine ben. Gnosticismens mål er at give mennesket en religiøs eller mystisk erkendelse, der frelser sjælen ud af den materielle verden. Sjælen hørte til den guddommelige verden og blev holdt i fangenskab i den jordiske, materielle verden.

Gnostikerne skelnede derfor også mellem en højeste Gud, og en lavere, der havde skabt verden. Kun ved at frigøre sig fra legemlighed og materiel eksistens kan mennesket finde guddommelig indsigt og forløsning.

Det var gnostikernes modpart, der sejrede i den teologiske strid i den tidlige kirke. De hævdede legemets og den skabte verdens ret og guddommelige oprindelse.

De ældste trosbekendelser blev formuleret ikke mindst i opposition til de gnostiske anskuelser: Vi tror på… himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus… undfanget, født, død, begravet. Vi tror på… kødets opstandelse. De ville holde skabningen sammen som både krop og ånd. Det ene ikke uden det andet.

Alligevel har en gnostisk arv levet parallelt med den sejrende teologi op til vor tid. Mystikere, munkevæsen, ja, der er efterklange af gnosticisme i mange af vore salmer, når det er sjælen, der særligt udpeges som det, der hører Gud til.

Judasevangeliet er et skrift med en teologisk pointe: Judas, som hjalp Jesus ud af denne verden, har været hans betroede fælle. Det er jo det højeste mål: at undslippe kroppen og den materielle eksistens, så den guddommelige sjæl kan forenes med guddommen.

Så Judasevangeliet er altså et vigtigt dokument. Det er meget lidt bevendt som historisk kilde til belysning af forholdet mellem Jesus og Judas, men det vidner om en afgørende teologisk strid. Hører krop og ånd uadskilleligt sammen, eller er frelsen, at ånden undslipper kroppen? Diskussionen om forholdet mellem krop og ånd afsluttes nok aldrig.

Jørn Westergaard Martinsen

April 2006      Til top

Tanker i tiden

Politik og prædikener

En gruppe præster havde sat sig for at forkynde med en forud aftalt konklusion på deres prædikener under den afvigte julehøjtid. I deres teologiske visdom havde de fundet frem til, at juleevangeliet handler om én, der ikke er plads til. Det var unægtelig en erkendelse, der var god ræson i, og det kunne også være basis for en god prædiken. Gud peger på sit eget guddommelige lys i et værgeløst, udleveret barn, der ikke var plads til i menneskers verden. Herefter kan det lys ses i ethvert menneske, og hvis vi ikke kan se det hos dem, der ikke er plads til i vort samfund og i vor samtid, så har vi overhovedet ikke set det.

Så vidt så godt. Det er en prædiken, der er adresseret til ethvert menneske, ikke mindst – som altid – prædikanten, hvis prædikenen ikke bare skal blive til præk. Præk bliver det til, når prædikanten bliver så forblændet af sine egne sandheder, at han eller hun ikke længere har noget at prædike for sig selv, men kun for de andre.

Det var den slags præk, Jesus angreb, da han holdt sin bjergprædiken. Et præsteskab havde i den grad gjort Guds lov til sin egen sandhed, at de uden videre regnede med, at den rigtige side, det var den, de befandt sig på.

Tilbage til præsternes julepræk! Den var adresseret til de andre: Vi er dem, der ved bedre, de er overtræderne! Regeringen og Dansk Folkeparti var de syndige, der blev peget ud. Det var dem, der skulle prædikes om eller for – eller måske snarere imod. Og så er det, det bliver til præk. Selvfølgelig taler evangeliet ind i en politisk sammenhæng, barmhjertighed mod næsten er ikke en teori, men en praksis – det har også politiske konsekvenser. Men hvilke? Se, det findes der ingen opskrifter på, og menneskers handlinger har det med at være tvetydige. Handlinger, der tager sig selvindlysende ud, kan være kortsigtede og forfejlede.

 Så her kræves der politisk analyse og offentlig debat og ikke skråsikre enetaler. Jeg kommer ikke i kirke for at lade mig belære af en præst om politik. Troens frugter er mit ansvar. Jeg kommer i kirke for at høre et Ord til tro, som sender mig ud igen til endnu et forsøg på at lade mine handlinger frigøres af mit eget og få retning af det, jeg har hørt. Som præst skal man gøre sig aldeles klart, at den politiske dømmekraft nede på bænkene sagtens står mål med den oppe på prædikestolen.

Jørn Westergaard Martinsen

Januar 2006      Til top

Tanker i tiden

Intelligent design

Under inspiration fra USA er der også i den hjemlige debat blevet introduceret et nyt begreb i den gamle diskussion om forholdet mellem naturvidenskab og teologi. Begrebet hedder »intelligent design«.

Intelligent design skulle vistnok være et modstykke til Darwins teori om arternes oprindelse. Endnu engang vil man i denne forbindelse hænge sin hat på nogle »missing links«, altså nogle spring i udviklingen, hvor man ikke har kunnet finde de manglede led i kæden. Det  er alt sammen hørt før. Hensigten med at genoplive den gamle diskussion om Darwin contra skabelsestro er velsagtens at sikre Gud en plads om ikke andre steder, så i det mindste på de hvide pletter på videnskabens verdenskort. I så fald forekommer sagen mig  perspektivløs. Bibelen indeholder nemlig  ikke videnskabelige teorier, men derimod rummer den en tydning af skaberværket som Guds. Og hvad det betyder, er bestemt en teologisk diskussion værd.

Darwins teori om arternes udvikling og de gamle historier om skabelsen, der fortælles i Bibelen, mangler en fællesnævner, der kan sætte dem i dialog. Darwin opstillede en videnskabelig teori om arternes udvikling. Den sker gennem den brutale udvælgelse, der finder sted i naturen, hvor de bedst tilpassede individer også er dem, der overlever og fører arten videre. Det må siges at være den hidtil mest plausible forklaring på udviklingen af arterne. Over for en sådan teori nytter det ikke at bringe hverken den første eller den anden af Bibelens skabelsesberetninger på banen. I den første er altet fuld af vand, og Gud sætter en himmelhvælving midt i vandet, så der kan blive plads til livet under kuplen. Den anden begynder med en ørken, der vandes, og Adam formes af jorden og bliver et menneske, da Gud puster sin ånd i ham. Han lever i en oase, hvor Gud først skaber dyrene til ham og sidst Eva. 

Man skal være mere end tonedøv, hvis man ikke kan fornemme det umulige i, at lade disse gamle, vise fortællinger forholde sig til en teori som Darwins. De bibelske epos vil ikke give forklaring på en udvikling – det er også grunden til, at man uden problemer har kunnet stille to indbyrdes modsigende skabelsesfortællinger side om side i Bibelens første tre kapitler. Nej, de vil ikke forklare. De vil tolke – tolke livet som Guds: »Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren,
for han har grundlagt den på havene, grundfæstet den på strømmene...«

Det er det, der er det teologisk interessante. Intelligent design er, så vidt jeg kan se, både videnskabelig og teologisk fusk. Forklaring og tydning er to forskellige ting. Lad naturvidenskaben tage sig af det første og teologien af det sidste.

Jørn Westergaard Martinsen

December 2005      Til top

Tanker i tiden

Tanker i tiden

Folkekirken og paven

I og for sig er der ingen grund til at kommentere en paves død og en andens tronbestigelse i et folkekirkeligt kirkeblad, hvis det ikke lige var, fordi jeg to gange i samme uge blev spurgt, hvilken rolle paven spiller i forhold til Den Danske Folkekirke! Det var almindeligt oplyste mennesker, der spurgte, så derfor iler jeg med lidt teologisk og kirkehistorisk oplysning for at sætte nogle ganske afgørende fakta på plads.

Paven spiller overhovedet ingen rolle i sammenhæng med Den Danske Folkekirke! Ved reformationen i 1536 brød den danske kirke med romerkirken, og det var ikke mindst et brud med paveideologi og pavemagt. Som man måske husker, slog Luther sine 95 teser på kirkedøren i Wittenberg for at udæske sine katolske trosfæller til en diskussion om den katolske kirkes magtmisbrug og pengepugeri. Det var i tiden for byggeriet af den nuværende Peterskirke, og til byggeriet skulle man bruge penge, mange penge.

Så blev der sat gang i seddelpressen, ikke med pengesedler, men med afladsbreve. Formedelst et pengebeløb kunne kirken til  ængstede sjæle tilbyde veksler på en afkortelse af ubehaget i Skærsilden (som var et katolsk dogme under pavelig administration).

Dette blasfemiske misbrug af Guds navn og menneskers tro førte til reformationen, hvor Luther, som oprindeligt ville have reformeret den katolske kirke, til sidst måtte bryde med denne kirke. Dette brud står stadig ved magt. Den nys valgte pave, der var chefideolog for den foregående, udtalte for halvandet år siden, at de nordiske kirker slet ikke var kirker! Der findes efter denne tankegang kun én kirke: den katolske. Vi andre tildeles betegnelsen ”religiøse samfund”.

Den bærende idé i den katolske kirke er embedet. Som magtinstitution finder den sin legitimitet i Peters nøglemagt, der kan åbne og lukke himlens døre.

Paverne skulle så være trådt i Peters sted og have fået nøglerne. Set med kritiske lutherske øje er det meget betænkeligt, at en menneskelig institution tillægger sig selv en sådan guddommelig autoritet. Den katolske kirke har i historiens løb – ligesom alle andre kirker og religiøse samfund – afsløret, at den er i meget menneskelige hænder. Derfor var det vigtigt for Luther at fastslå, at det kirkelige embede er et menneskeligt embede, og at ingen skal bilde sig ind at have større hellighed end andre. Det er ikke mennesker (hvor fromme de så måtte være), der gør kirken hellig, men det er alene Guds Ord.

Så paven er katolikkernes. Om han er et problem eller en velsignelse må katolikkerne gøre op med sig selv. I den lutherske kirke har det opgør fundet sted – for et halvt årtusinde siden.

Jørn Westergaard Martinsen

juni 2005               Til top

Tanker i tiden

Børn og tro

Hvad skal man svare, når lille Mattias stiller spørgsmål om, hvor gammel Gud er, og om, hvor Gud befinder sig, og om døden, livet, godt og ondt.

Det er der ingen opskrift på. Måske er det vigtigste heller ikke, at den voksne kan præstere et tilfredsstillende svar. Det vigtigste er velsagtens, at vi lytter og giver tilkende, at vi selv tumler med de samme store spørgsmål. De grundlæggende store spørgsmål i tilværelsen er forbløffende demokratiske. Her er der ingen, der er over andre; alle må vi være lyttende og samtalende. De definitive svar findes ikke, og hvis de skulle dukke op, er der grund til at advare imod dem. Fundamentalister tror, de kan bemægtige sig sandheden, men deres sandheder blive lige åndsforsnævrende og tyranniske, hvad enten de påberåber sig Bibelen eller Koranen eller såkaldt videnskabeligt beviste verdensanskuelser.

Men forældre skal selvfølgelig svare deres børn, når de spørger. Ikke med bedreviden, men ved at stå sammen med barnet i dets spørgen efter Gud. Gud kan jo ikke defineres, derfor taler vi om Gud som en person; vi kan jo ikke definere en person eller gøre et bestemt menneske til et begreb. Som et menneske kendes på det liv, vi er fælles om, sådan kendes Gud i livet med Gud.

Men vi har billeder om Gud, lignelser om Gud. De kan være gode at orientere sig efter. Der findes gudsbilleder, der kan afspore en kristen tilgang til Gud. Jeg har truffet mennesker, der op i deres høje alder blev tyranniseret af en småtskåret Gud, der mest af alt minder om en julemand, der deler gaver ud til de artige, og som godter sig i sit stille sind over den søde hævn, når han lader gavekanen suse forbi de uartige. Den slags smålig retfærdighed var

kristendommen et opgør med fra første færd. Ikke desto mindre lever dette gudsbillede mange steder.

Jesus brugte ikke julemandsbilledet, han brugte tværtimod billedet af en far, for hvem kærligheden til hans børn kunne koste alt. Tænk på lignelsen om den fortabte søn, der drog udenlands med sin arv på lommen og kom hjem igen uden arv og ære, men altså med sin fars kærlighed i behold. Drengens storebror forstod sig mere på julemandslogik end den slags kærlighed, så han ønskede entydige kriterier for livet.

Men livet er for stort til færdige svar. Det bliver til gengæld større af store spørgsmål.

Jørn Westergaard Martinsen

september 2004      Til top

Tanker i tiden

Struktur og kirke

Regeringen har fremlagt sin strukturplan for det regionale og kommunale område. En stor og omfattende plan for den decentrale struktur i Danmark, fordi der fordres større enheder til større opgaver.

Kirken er ikke en del af denne offentlige struktur i den forstand, men der er sammenhænge, der nok kunne kræve en tilpasning til nye tider. Det sker bare ikke. Der er ingen, der sætter sig for at se på den kirkelige struktur med samme mod, som man ser på den regionale og kommunale.

Hvem skulle tage initiativet? Menighedsrådene gør det ikke. De vil kæmpe for de små enheder til sidste blodsdråbe, også selv om det samfund, der engang begrundede, at man byggede en kirke netop i deres område, for længst er blevet en skygge af sig selv.

Præsterne har også vænnet sig til den evige status quo, og deres forening er naturligvis mere optaget af at få den store skare af arbejdsløse teologer i arbejde end af at nedlægge sogne. Biskopperne er tilbageholdende og ønsker ikke revolutioner, men de må på den anden side også sidde tilbage med problemet: at få tilført ressourcer til de steder, hvor der er brug for dem, og ikke til de steder, hvor der har været brug for dem. Kirkeministeren har tilsyneladende meget mod, bare ikke til at reformere den folkekirkelige struktur. Alle siger, reformer skal komme nedefra. Det er bare en umulighed, derfor sker der ingenting.

Man kunne jo begynde med at finde ud af, hvor mange sogne, der er brug for, og hvilken størrelse et sogn bør have for at få størst glæde af ressourcerne.

Dernæst kunne man overveje, om provstierne, der har rod i de gamle herreder, er den mest oplagte inddeling. Det kunne jo være en idé, at tænke de nye større kommuner som en rimelig afgrænsning af et mellemniveau og dermed i højere grad tænke områdets kirkeliv sammen, så man kunne udnytte personale, talent og penge optimalt, og for eksempel tage pædagogiske, diakonale, musikalske og andre initiativer på kommuneniveau. Kvaliteten kunne få et løft og personalet kunne komme ud af de små og ofte ensomme rammer.

Og stiftsgrænserne kunne da vist også trænge til et eftersyn. Også her må man spørge: Er det de vises sten, vi sidder på?

 Jørn Westergaard Martinsen

juni 2004               Til top

Tanker i tiden

Tørklæder og religionsret

Hvor går grænserne for religionens autoritet? Samfundet har sine love, men er der tilfælde, hvor en religiøs bestemmelse kan være trumf, så den verdslige lov må tilsidesættes?

Reformationen i Danmark lagde kirken ind under den verdslige magt. Kongen blev dens overhoved. Det var datidens svar på en problematik, der middelalderen igennem var påtrængende, fordi den katolske kirke gjorde krav på overhøjhed over for den verdslige magt. Og bedre blev det ikke af, at den katolske kirke selv blev en verdslig magt i det europæiske spil. 

Med enevældens fald og parlamentarismens indførelse blev det folketinget, der satte rammerne for det, der nu blev til folkekirken. Dermed var folkekirken undergivet de grænser, som det danske folkestyre sætter.

Forholdet mellem stat og kirke har været forholdsvis uproblematisk i Danmark, hvor folkekirken har huset langt den overvejende del af den danske befolkning. Det politiske engagement har medlemmerne udøvet i deres verdslige sammenhænge, og den rummelige folkekirke har ikke udsendt politiske budskaber. I folkekirkens historie er det kun sket én gang, nemlig med hyrdebrevet mod jødeforfølgelserne under krigen.

Folkekirkens særstilling i det danske samfund hænger nøje sammen med de øvrige trossamfunds religionsfrihed og ret til at gøre sig gældende i det offentlige rum. Men disse grupper er ikke undergivet folketinget ligesom folkekirken. Derfor kunne det være gavnligt, at det i Danmark afklares, hvad der er gældende religionsret. Hvis vi ikke skal ende

med uværdige og tåbelige indgreb mod tørklæder og andre religiøse signaler, som det er sket i Frankrig, så må det verdslige samfund til gengæld sikre sig, at religionen ikke kan bruges som trumf over for den verdslige lovgivning. Hvis de religiøse værdier skal gøres gældende i lovgivningen, skal de ud i den politiske diskussion og kæmpe for deres ret. Her kan man ikke påkalde sig guddommelige åbenbaringer.

Blodtransfusion, omskæring, ægteskabslove, arveret -  hvor går grænsen for religionsfriheden?  

 Jørn Westergaard Martinsen

marts 2004         Til top

Tanker i tiden