Tid og evighedtop

Indhold:

Tid og evighedtop

En karikatur, der er uundgåelig

Af Jørn Westergaard Martinsen

Tolv tegninger af profeten Muhammed i en dansk avis har bragt den muslimske verden i kog. I kristendommen har karikaturer hørt med fra begyndelsen. Det sker, at også kristne grupper føler sig krænket, når Jesus eller kristne symboler står for skud, men man må spørge, om det er på Guds eller egne vegne, man føler sig krænket. I hvert fald kan man sige, at karikaturer har hørt med fra kristendommens begyndelse. 

Det ældste billede, der findes af Jesus, er indridset på en væg på Palatinerhøjen i Rom. Der er Jesus tegnet som et korsfæstet æsel, og ved side af står en person. "Alexamenos tilbeder sin Gud", er der skrevet nedenunder. I Det Gamle Testamente hører vi gang på gang, at Israels fjender anklages for at spotte Israels Gud, men i Det Ny Testamente findes bekymringen på Guds vegne ikke. Tværtimod siger Paulus: Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. (Gal.6,7). 

Hvordan kan det nu være? Det helligste, det, vi bygger vores liv på, det, vi tror på, håber på, og som vi elsker, - kan vi finde os i, at det hånes og spottes og karikeres? Ja, det ligger vel dybt i kristendommen, at det er et opgør med despotiske gudsbilleder. Der findes så megen gudsforgiftning i verden, hvor mennesker gør deres religion enten til selvundertrykkelse eller til selvoverdrivelse. Den despotiske gud kan smadre mennesker eller få dem til at smadre andre. Allerede Moses likviderede tusinder, der ikke antog hans sandhed om Gud og hans lov, og historien fortsatte et blodigt spor i Guds eller en idés navn. 

Det er denne despotiske guddom, Jesus gør op med. Jesus afslørede undertrykkelsen og magtudøvelsen i den uanfægtelige og uangribelige religion, der herskede i hans eget samfund. "Kalkede grave" var den karakteristik han hæftede på denne religiøse indbildskhed og selvhøjtidelighed. Og det var dette opgør, der fik den religiøse elite til at pønse på at få ham henrettet. 

Jesus selv er blevet opfattet som en karikatur af Gud. Kristus bærer billedet af en Gud, der bliver udleveret til menneskelivet, og hvis almagt viser sig i hans værgeløse kærlighed, der koster ham alt. Det er dybest set en karikatur af alt, hvad man almindeligvis forbinder med guddommelighed og almagt. I den kristne tradition er Jesus blevet knyttet sammen med Herrens lidende tjener, som vi hører om i Esajas' Bog i Det Gamle Testmente:

Hvem troede på det, vi hørte? For hvem blev Herrens arm åbenbaret? Han skød op foran Herren som en spire, som et rodskud af den tørre jord. 

Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet. Foragtet og opgivet af mennesker, en lidelsernes mand, kendt med sygdom, én man skjuler ansigtet for, foragtet, vi regnede ham ikke for noget. Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. (Esajas 53,1-6)

Det kan godt være, at vi efter en tusindårig tilvænning til denne oprørske tro, har svært ved at forstå radikaliteten i det. Ikke desto mindre er det dette radikale opgør, der er afgørende for, om tro bliver til magttilbedelse eller tilbedelse af den kærlighed, der ikke sparede sig selv, om religion bliver til undertrykkelse eller til befrielse af livet. For Gud har i Kristus afsløret, at han ikke er i magtfuldkommenheden, uangribeligheden og usårligheden. Gud er der, hvor magtfuldkommenheden har nedlagt sin magt, hvor dommen er blevet til barmhjertighed, hvor den himmelske urørlighed er blevet jordisk sårbarhed. 

Det er derfor, Gud ikke lader sig spotte. For spot forudsætter, at han vil forsvare sin ære, men Gud har gjort sig selv æreløs for at være hos de æreløse. Han har gjort sig selv til den ringeste, for at intet menneske skulle være uden for rækkevidde. Gud vil ikke sin egen ære. Gud vil vort liv. Derfor er spotten en del af åbenbaringen af Gud i Kristus. For her vendes op og ned på, hvad der er stort, og hvad der er småt. Man vil dømme Kristus for at bespotte Gud. Man hylder ham som konge ved at krone ham med en tornekrans, og man tilbeder ham ved at spytte på ham. Også da han hænger på korset, håner man ham: "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse!" Og hvor mærkeligt! Spotteren forkynder evangeliet så dybt og sandt, at ingen indforstået ville have kunnet sige det stærkere: Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Sådan er det med kærligheden. Den er ikke til for sin egen skyld. 

Det er mærkeligt med kristendommen. Vil man lære det højeste at kende, skal man ned i dybet. Vil man vide, hvad der virkelig betyder noget, vil man finde det i det, der ikke tager sig ud af noget. Vil man møde Gud, må man stå ansigt til ansigt med det dybest menneskelige.

januar 2006

Til top

Tid og evighedtop

En rose så jeg skyde

Af Jørn Westergaard Martinsen 

En rose så jeg skyde

op af den frosne jord,

alt som os fordum spå’de

profetens trøsteord.

Den rose spired frem

midt i den kolde vinter

om nat ved Betlehem.

            Michael Prætorius 1609

Den yndigste rose er funden,

blandt stiveste torne oprunden,

vor Jesus, den dejligste pode,

blandt syndige mennesker gro’de.

            Hans Adolph Brorson 1732

Rosen indtager en central plads i to yndede julesalmer. Man kunne mene, at rosebilledet måtte være fortærsket. Rosens skønhed er jo blevet prist i poesien fra tidernes morgen, og roser kan bruges til alt lige fra kærlighedserklæringer til valgpropaganda.

Hvad er det, der gør rosen til et så udtryksfuldt billede, at vi – på trods af uhæmmet slid på det – ikke føler det udtømt? Blomstens skønhed har altid betaget mennesker. Men sammen med denne skønhed gør noget andet sig gældende: forgængeligheden, flygtigheden. Rosens skønhed udtrykker noget, der er forbundet med evigheden, og dens flygtighed minder os om tidens gang og alle tings foranderlighed. Forstået på den måde bliver rosen et billede på det elementære og paradoksale i livet, at evigheden og flygtigheden har ladet sig forene. Livet er en legering af støv og ånd. Rosens skønheden er åndens udtryk, dens forgængelighed støvets.

H.C.Andersen har i eventyret Sneglen og Rosenhækken bundet fortællingens pointe op på modsætningen mellem en snegl og en rosenhæk. Sneglen går ind i sig selv og har nok i sig selv og spytter på verden; rosenhækken springer ud – ud over sit eget – og er til for andre.

I julesalmerne er rosen et billede på Jesus. Fra Højsangen i Det Gamle Testamente har digterne hentet inspiration. Kærlighedspoesien i dette værk har gjort et stort indtryk på en salmedigter som Brorson. I Højsangens lyrik fandt han et inderligt billedsprog til sin salmes beskrivelse af forholdet mellem Jesus, kirken og den enkelte troende.

I Den yndigste rose er fundet er afhængigheden af beskrivelsen i Højsangen slående. I Højsangen læser vi: »Jeg er Sarons rose, dalens lilje. Som en lilje blandt tidsler er min kæreste…« Denne kærlighedspoesi er blevet til en kirkesalme, der handler om rosen, der vokser i en ugæstfri egn blandt forhærdede og hovmodige tidselgemytter. Men rosen er der, og skulle hovmodet hos tidselgemytterne slå revner, så kan de søge de ydmyge steder, for frelseren har det som rosen: han findes de ydmyge steder, i dalene. Og i livet med ham behøver man ikke længere at slå sig på pral og hovmod og begær for at være noget. Så er han evighedsrosen, livssmykket, der overvinder verdens forfængelighed, strid og smerte.

Et århundrede før Brorson digtede sin rosesalme, havde Prætorius skrevet En rose så jeg skyde. Han tager udgangspunkt et andet sted i Det Gamle Testamente, nemlig hos profeten Esajas, der har skrevet en af de tekster, der hører julen til som en profeti om Jesu fødsel: »Men der skyder en kvist fra Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod.« Det blev så til en salme om Jesus som rosen, der trodser kulden og den frosthårde jord. Rosen spirer frem for at bære vidnesbyrd om lyset, der skal komme at bryde vintermørket. Rosen og vintersolhvervet tolker julens betydning: opvækkelse af det nedfrosne liv ved Kristi kærlighed.

december 2005

Til top

Tid og evighed

Allehelgensdag

Af Jørn Westergaard Martinsen

» Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem:
»Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.
Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.
Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer.« «

Fra Bjergprædikenen. Matt 5,1-12

Hvis man anlægger et moralistisk syn på mennesker, så er nogle mennesker gode og andre er onde. Så er der mennesker der er perfekte, og andre, der ikke er det. 

Vi har vel umiddelbart et moralistisk syn på mennesker – i hvert fald, når de står os tilstrækkeligt fjernt. Vi tror, vi kan dele mennesker op efter en skala med de ideelle øverst og de fordærvede nederst. Men når det virkelig gælder, i vores dybe relationer, så er det jo ikke den moralske vurdering, der er afgørende for os. Moralisme kan vi bruge til at bedømme mennesker, der ikke angår os. Politikere kan drille hinanden med den. Moralisme er brugbart i den offentlige debat, hvor allehånde hellighed eller skinhellighed står i flor. Men vi ved jo alle, at det er overflade. Sådan er virkeligheden ikke. 

Når vi elsker, ved vi jo, at et menneske rummer modsætningerne i sig, fra det herligste lys til det gådefulde mørke. Den hæderlige og den lastefulde, den storsindede og den smålige er sider af os alle. Vi har et dyb af dunkle kræfter, vi kæmper med eller fortrænger, og vi har øjeblikke, hvor vi er tilstede i lys. Det pæne menneske rummer også et uhyre i sit dyb, og den forhærdede kan også afsløre selvforglemmende godhed. Derfor slå et moralistisk syn på mennesker aldrig til, ja det forvrænger virkeligheden. 

Moralismen tager vare på pænheden – ikke på godheden. Hvorfor er det sådan? Hvorfor er herligheden i de afmægtige og magtesløse og ikke i de mægtige og store? Fordi de afmægtige ikke kan bilde sig ind, at de har livet i deres egne hænder, og at de kan være deres egen Gud i verden.. Det er livet, der har grebet dem. De har mødt virkeligheden. Den har gjort krav på dem. Deres åbenhed har gjort dem sårbare. De er blevet værgeløse af kærlighed. Men det er livets pris. 

Den, der forskanser sig bag et panser af magt, kontrol og usårlighed, kan ikke røres af livet.Derfor har vi set fylden og herligheden i de sårbare eksistenser. Kristus er selv tegnet på den sårbarhed, hvoraf livet står op fra de døde. 

Vi skal i dag tænke på alle dem, der blev liv i vores liv. Vi skal ikke gøre dem til helgener, som ikoner af det fejlfrie og fuldkomne. Nej, vi skal tænke på dem i al deres menneskelighed – med deres herlighed og deres brist og luner, med deres godhed og deres svagheder og fejl – for de var jo ikke formet som skabeloner af idealitet, men mennesker af kød og blod, med lidenskaber, der rummer både selvforglemmende godhed og forfængelig smålighed. 

Det er underligt med et menneskes hjerte, sagde Grundtvig. Det er så lille, at det kan være i et menneskes bryst, og det er så stort, at det kan rumme både himmel og helvede.

Som sjælesørger møder man ofte mennesker, der bebrejder sig selv, at deres billede af en afdød ikke kun er entydigt positivt. De er flove over, at også nogle andre sider også melder sig i deres sorg. Men den kærlighed, der binder os til livet og hinanden er jo ikke en kærlighed, der bygger på illusioner, men en kærlighed, der er fuld af nåde og sandhed. Som Kristi kærlighed . Derfor priser Jesus dem salige, som livet har blottet i deres menneskelighed. For de har Guds herlighed, nåden, barmhjertigheden og tilgivelsen, som livets smykke.

I dag vil vi takke Gud for alle dem, der blev liv i vort liv. Takke for herligheden og evigheden i hvert eneste øjeblik, hvor et menneske var menneske sammen med os og for os. Takke for Guds herlighed i deres liv – fuld af nåde og sandhed.

november 2005

Til top

Tid og evighed

Farisæeren og tolderen

Af Jørn Westergaard Martinsen

» To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. «

En lignelse af Jesus. Luk 18,9-14

»Jeg tror nok, at jeg er det mest beskedne menneske i verden.« Det er sådan en sætning, der rummer sin egen dementi. Alligevel støder vi på den, om ikke som en sætning, men som praksis.

Vi ved jo godt, hvad vi skal mene om denne selvglade farisæer i lignelsen. Han står der og slår sig for brystet og plaprer sin skinhellige bøn: Herre jeg takker dig, fordi jeg ikke er som alle de andre! Og vi selv står allerede parat med tak på læben: Herre vi takker dig, fordi vi ikke er som denne farisæer! Og så kan vi jo sige med Hausgaard: »Jeg er et meget beskedent menneske, ja faktisk er jeg nok det mest beskedne menneske i verden.« Det er ikke kun hovmodet, der kan prale. Det kan beskedenheden også.

Det er underligt, så let man kommer til at ligne dem, man dømmer. Og det er vel også lige nøjagtigt den indsigt, vi skulle erhverve ved at høre om den selvglade farisæer og ydmyge tolder.

Den 5.januar 1839 skrev Søren Kierkegaard i sin dagbog: »Det er det forvirrende ved os, at vi på én gang er farisæeren og tolderen«.

Vi bryder os ikke om forvirring. Vi vil have orden. Og for at få orden deler vi verden op i ordentlige folk og så de andre. Der er de kontrollerede og tjekkede. De har fod på deres liv, som man siger, og dermed mener man sært nok ikke, at de træder på deres liv for at undertrykke det. Men de har kunnet holde facaden og har aldrig været nødt til at bede nogen om hjælp, endsige om barmhjertighed. Og det anses for noget stort.

Og så er der de andre, dem, som ryster på hånden og mister grebet. Deres verden er skrøbelig; der skal så lidt til, før grundvolde­ne vakler. De ved, at de ikke har handlet, som de burde. Der er så mange, de skylder en undskyldning. Det er aldrig lykkedes dem at opbygge en facade af stålsat korrekthed, der kunne skjule alle de sære impulser og følelser, der rumsterer i deres bryst. De er kommet til skamløst at udlevere sig med alle deres brist. Livet har afsløret dem, tvunget dem til at være sandfærdige. Dem har man altid noget på, så de kan med god grund frygte andres dom.

Men Guds dom går på tværs af menneskers. Det er pointen i denne her fortælling om farisæeren og tolderen. Det tager sig ellers så entydigt ud. Her er en farisæer, et pænt menneske, der hellere vil kvæle sit eget og andres liv i velanstændighed end vedkende sig sine mere ukorrekte følelser og tilskyndelser. Burde han ikke have haft Guds flidspræ­mie for det? Nej, svarer Jesus, for han nøjes med sin egen retfærdighed, og den er i virkeligheden umenneskelig. Han vil ikke kendes ved sin menneskelighed, hvor det altid gælder, at der både er lys og skygge, godt og ondt. Hans selvretfærdighed er bragt til veje af fortrængning, indbildskhed og bedrefølelse. Derfor var det den anløbne tolder, der fik Guds retfærdighed med sig hjem fra templet, for han stod ved sin menneskelighed på godt og ondt. Han kendte til den velbegrundede dom over sit liv og længtes efter barmhjertighed.

Men en kristen eftertid er jo blevet durkdreven. Vi ved, det gælder om at redde os selv om på den rigtige side af plankeværket. Da kristendommen slog igennem som normgivende tro, blev det pludselig fint at være ydmyg. Så nu kunne man stille sig an med sin kristelige ydmyghed og opretholde den overskuelige verdensorden, hvor nogle er, som de skal være, og andre er det ikke. Så blev det tolderen, der kunne slå sig for brystet og håne farisæeren.

Men lad mig lige vende tilbage til Søren Kierkegaards dagbog. »Det er det forvirrende ved os, at vi på én gang er farisæeren og tolderen«.

Med andre ord: Guds dom går altid på tværs af vores. Og så gør det ingen forskel, om det, man skilter med, er hovmod eller ydmyg­hed. På sin vis er det farisæiske hovmod mere regulært; man kan i det mindste forholde sig til den slags pral. Det er straks lidt mere vammelt, når den kristelige ydmyghed har travlt med at stille sig til skue.

Jamen hvad er det da for en ydmyghed, det handler om? Det er den, der kommer af, at vi på én gang er tolderen og farisæeren; at der ikke kan trækkes nogen streg ned gennem menneskeheden mellem de rigtige og de forkerte, men at vores liv befinder sig i det fællesskab, hvor hveden og klinten gror side om side, hvor skønhed og fordærv, godhed og smålighed, kærlighed og misundelse sidder i det samme bryst. Det er derfor, vi må se at finde ud af, at ingen kan påkalde sig sin egen retfærdighed. Hvis det skal blive til noget med nogen renhed hos os, så kommer den af, at der findes tilgivelse.

Det var det, den gode tolder, havde fundet ud af ved at måtte vedkende sig sin elendighed: »Gud, vær mig synder nådig!«

Længere når vi nok ikke. Men det er jo heller ikke så lidt, for der kan Gud nå os.

september 2005

Til top

Tid og evighed

Den skabende og forløsende Gud

Af Jørn Westergaard Martinsen

Det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens. Siger Jesus.

Det er noget underligt noget med det største i livet. Hvis vi gør det til vores besiddelse og ejendom, vil beherske det og kontrollere det, går det til grunde.

Jeg har oplevet mennesker, der havde levet sammen i flere år, så blev det gift med hinanden, og så gik det i stykker. Vielsesattesten var måske blevet opfattet som et skøde på ejendomsretten til et andet menneske. Kærligheden havde forvandlet sig til besiddelse, beherskelse og kontrol. Og så døde den.

Historien har budt på mange smukke ideologier og filosofiske systemer, der rummede de højeste tænkelige idealer, men så snart magthavere ville realisere dem i et samfund, blev det til idealernes vrængbilleder. Realiseringen af det ideelle endte som tyranni. 

Religionen er det ofte gået på samme måde. De højeste og dybeste sandheder om Gud og menneskelivet kom under administration af prædikanter, præster og paver, der mente, de var kommet i besiddelse af de endegyldige sandheder og svar, og at de derfor havde guddommelig bemyndigelse til at kontrollere troen, samvittighederne og moralen. Så kom der inkvisition og taleban, mord, bål og brand i Guds navn. Mennesker blev udelukket, fordømt, straffet og myrdet i det godes og sandes navn. Det blev rettroenhedens hovmod, selvretfærdighed og ubarmhjertighed med al den undertrykkelse, hykleri og forstillelse, der altid følger i selvgodhedens slipstrøm.

For alle vegne, hvor mennesker sætter sig på sandheden, bliver den til løgn. Guds sandhed er nemlig altid større, end vi ved af. Det er derfor Guds sandhed gør levede. Det er derfor Gud er en skabende og forløsende Gud, fordi vores Gudstro er befrielsen fra alle de menneskelige sandheder, der vil låse livet, verden og virkeligheden fast.

Men det er det, vi har så svært ved at affinde os med. Det ejendommelige er, at både de, der har så travlt med at tale i Guds navn, og de, der energisk vil fornægte Guds navn, i virkeligheden kan have det samme projekt for: At de kun vil anerkende de sandheder, de selv kan eje og kontrollere. De vil kun høre deres egne ord.

Det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens. Sagde Jesus

Det er det, ånd skal kendes på: At høre et ord, man ikke kan gøre til sit eget – til indforståethed, til affærdigelse. At forholde sig til livet og sandheden som noget, man modtager, men ikke behersker eller kan gøre til sit eget.

Som mennesker må vi forholde os til vort liv. Hvad har mening, og hvorfor har det mening? At sætte sit liv i forhold til Gud betyder at spørge efter et perspektiv, der rækker ud over den enkelte, og ud over det, vi kan frembringe og forbruge, forstå og kontrollere. I det traditionelle religiøse sprog kaldes det evigt liv. Det kommer paradoksalt nok først til syne, når man kan slippe sig selv og sine egne sandheder. Derfor er tro ikke noget, man kan besidde eller fremkalde. Det kan gives og fremkaldes. Af et ord, som ikke er vort eget.

Som enkeltperson og som kirke er det sådan vi må forstå vort gudsforhold: Ikke at vi har Gud, men at han har os.

»Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede (ikke fordi de forstår eller behersker eller har fået styr på Gud, men) i ånd og sandhed«,  dvs. blive ved med at søge, bede, banke på, fordi vi aldrig kan gøre os færdige med livet, det er derfor det kaldes evigt.

I det gamle religiøse sprog var der på dansk et ord, der nu er forsvundet også fra bibeloversættelsen. Det er ordet miskundhed, jeg tænker på. Det er et paradoksalt ord. Det er et ord, der skal beskrive Guds forhold til os. Overraskende nok beskrives det altså som en slags miskundskab, en mangelfuld kundskab. Gud kender os med en kundskab, der er bevægelse, aldrig færdig. Gud siger ikke: Jeg kender dig; jeg har mit færdige billede af dig! Nej, Gud kender på en anden måde: Jeg ser dig som den elskende ser sin elskede: aldrig kan sandheden om dig afsluttes og lukkes. Du er som stjernehimlen. Aldrig har man set alle stjernerne, stadig nye dukker ud af  rummets dyb. Du er som universet, som er en stadig udvidelse. Aldrig vil man kunne nå til vejes ende med livet, aldrig kan man gøre sig færdig.

Det skabende og forløsende ord er Guds Ord. Vores ord har det med at lukke virkeligheden. Guds Ord åbner den.

maj 2005

Til top

Tid og evighed

Kontrollen og troen

Af Jørn Westergaard Martinsen

Et lys brænder ved at fortære sig selv. Når lyset har brugt sig selv op, hvor er så dets lys?

De tre kvinder gik ind i graven for at forlige sig med døden. Hvad de ikke havde nået før gravlæggelsen, det ville de gøre godt nu. De ville salve den døde, genvinde kontrollen og finde roen.

Hvad er det, vi går efter? Er det livet, der får os til at skælve, eller er det en urørlighed, hvor vi har følelse af kontrol? Hvad er det, vi vælger? Er det livets storme eller gravens stille ro?

Måske frygter vi ofte livet mere, end vi frygter døden. Hellere knytte sig til det livløse og uforpligtende, end at risikere kærlighe­den, hvor man må prisgive sig selv.

De kom for at forlige sig med døden og lægge den bag sig, men  den døde var der ikke. De fik at vide, at han i en eller anden forstand var foran dem og ikke bag. Og så røg freden, gravens stille ro. Det blev til skælven. Livets storme.

Hvad betyder en tom grav? Ja, enten besegler den tomheden; det hele er meningsløst, alt opløses i intet. Eller også er den tomme grav et sted, der skriger af tomhed, fordi fylden har været der. Han, som er lys og brugte sig selv op, er blevet det lys, der er gået forud for al liv og mening, ligesom det lys, Gud skabte før alt andet.

Det blev ikke fred i sindet. Det blev ikke forligelse med intethe­den og tomheden. Det blev til en frygtelig skælven. Af tvivl, af håb, af rådvildhed. En ubændig flamme blussede op i deres hjerter. »De sagde ikke noget til nogen, for de var bange«. Fulde af angst og håb, fordi de ikke kunne lægge ham bag sig, men havde ham foran sig, som den unge mand havde sagt. Bange for den hån, der blev dem til del, hvis de fortalte disciplene, hvad de havde set - eller rettere: hvad de netop ikke havde set. Hvordan skal man forklare noget menneske betydningen af det, der ikke kan ses, og som man dog må skælve for? Hvordan skal man kunne tale om et håb, der bryder ind som en forstyrrelse, just som man er i færd med at bringe orden i sin tomhed og meningsløshed?

Den opstandne er fredsforstyrreren i al vores dræbende orden og beherskelse.  »Ham, I leder efter, er ikke her«, sagde den unge mand. Han er ikke, hvor de lagde ham. Han er i det hele taget aldrig, hvor nogen anbringer ham. Han lader sig hverken fange af død og grav eller dyd og pænhed eller dogmer og rettro. Han er opstand mod al denne livsreduktion på kontrollens alter.

Der er så meget liv, der er stivnet og blevet ubevægeligt af  noget, man kalder fromhed, men som i virkeligheden er livsangst. Der er så mange mennesker, der lader deres liv krympe i korrekthed og pænhed af angst for at fylde deres egen størrelse ud. Der er så megen død midt i livet, fordi så meget skal se ud af noget, i stedet for at være noget. Hvorfor? Måske fordi vi frygter mere, end vi tror?

Frygt søger sikkerhed, men tro er skælven for livet. Der er så meget, der går under navn af tro, som kun er et forfængeligt forsøg på at sikre sig. Den slags er bare forklædt frygt. Tro er altid foruroli­gelse og skælven fordi den ved, at livet altid er mere, end vi gør det til, altid uendeligt meget mere end os selv.

Når pænheden er krakeleret, når vores sandheder er smuldret, når vores overbevisninger er fordampet, når vi med Jesus råber i tomhe­den: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig«, så er der kun det lys, vi ikke har fra os selv, men fra ham, som brugte sig selv op for at være vort lys.

Hvad er da opstandelse?

Det er at blive kaldt ud til et liv, der er mere end os selv. Det er den hengivelse, hvori alt sættes til - og vindes. I en eller anden forstand må man miste sit eget for at få det givet.

At kaldes ud til det liv, der bliver mit, når jeg slipper mig selv og beror på Gud.

»For ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv; for når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.«

april 2005

Til top

Tid og evighed

Hvor er Gud henne?

Af Jørn Westergaard Martinsen

Ethvert menneske har vel oplevet tindrende øjeblikke af lykke eller af sorg, af det herligste eller af det frygteligste, men altså øjeblikke, hvor livet blev uomgængeligt og fyldte alt, i højden og i dybden, i øjeblikket og evigheden. Så opdagede vi også, at det ene ikke kan være uden det andet. Højden findes ikke uden sin modpol, afgrunden. Herligheden ville blive trivialitet, hvis ikke det frygteligste var en mulighed. Binder man sig i kærlighed, binder man sig også til sårbarhed, mulighed for tab og adskillelse. Leve intenst kan kun den, som kender døden som sin grænse, så forpligter hvert øjeblik på evigheden.

Hver gang, der sker uforklarlige katastrofer, spørger vi efter forklaringer. Hvis der er en Gud, der er god, hvorfor sker det frygtelige så? Blinde kræfter slår tusinder ihjel. Hvis der er en Gud, hvor var han så henne? For Gud mener vi at finde i herligheden, i lykken, i stråleglansen – oppe på højderne? Og hvor er Gud så, når det frygteligste indtræffer? Hvad kan vi stille op med afgrundene? De må så være gudløse?

I religionerne har man som regel placeret gud i det højeste – oven over livet. Og så kunne man mødes med guden på halvvejen, på bjergenes tinder. Sådan er det også i Det Gamle Testamente. Moses måtte stige op på Sinaj for at møde Gud. Elias måtte op på Horeb for at mærke Guds hvisken.

I Det Nye Testamente bliver højderne mere tvivlsomme. Man kan så let tage fejl af det, man møder på tinderne. På fristelsens bjerg møder Jesus Djævelen. »Kast dig ud i afgrunden«, siger Djævelen, »så skal du jo nok blive grebet af englehænder, der vil bære dig - hvis du er Guds søn.« Troen på usårlighed, urørlighed og sikkerhed er lige så tiltrækkende, som den er umenneskelig. Bagefter er de igen på et bjerg. Herfra kan man se alverdens herlighed: »Du kan blive hersker over det hele«, lover Djævelen, »men på én betingelse: at du tilbeder mig.« Magten har jo altid en pris. Ikke sjældent må man betale med sin menneskelighed.

Men Jesus åbenbarer ikke en Gud, der findes oven over livet. Jesus åbenbarer Gud midt i livet, ja, Gud, som er livet. Derfor finder den afgørende gudsåbenbaring sted på et sært dystert højdedrag uden for Jerusalem. 

Golgata hedder stedet, det betyder noget med kranium. Måske lignede bjerget en hovedskal, måske flød det med hovedskaller derude. Hvad er et menneske, når det kommer dertil, at kraniet er alt, hvad der er tilbage? Nok var der tradition for, at Gud skulle åbenbare sig på bjerge, men det var vel ikke lige her, man havde regnet med, det skulle ske. Gud, midt i de fordømte og foragtedes liv. Midt i tilintetgørelsen.

Og i Det Ny Testamentes fortælling er der midtvejs imellem fristelsens bjerg og Golgata et bjerg med lyssyner, forklarelsens bjerg. Det er ikke tilfældigt. Det begynder ved Jesu dåb forud for fristelsen. Der lød en stemme fra himlen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!« Ved korset på Golgata står en hedensk officer, der udbryder: »Sandelig, den mand var Guds søn.« Og lige midt imellem disse to står forklarelsens bjerg. Også her lyder Guds røst: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«

Så er vi vel på forklarelsens bjerg vel langt om længe tilbage ved den tilvante forestilling om Gud, der troner i himmelsk lys langt oven over verdens jammer. Her er endelig snehvide klæder og uimodsagt lykke? Ikke underligt, at Peter foreslår, at de kan indrette et lille parcelhuskvarter på forklarelsens bjerg, hvor man kun vil vide af lyset og lykken. Men man bliver jo ikke et menneske af, at lade som om, at kun lyset og lykken, hører med til livet. Det bliver man forblindet af.

Derfor skulle de tilbage. Tilbage til livet, med muligheden for det herligste og det frygteligste. Lyset var pludselig væk. Men de havde set det. De måtte ned fra bjerget. Himlens lys skal bæres ned på jorden. Ikke som en illusion om usårlighed, men som mod til livet, der aldrig bliver vores ejendom, men bestandig må modtages. Så kan vi se herligheden i det oversete, storheden i det ringeagtede, evigheden i det flygtige. Livets lys som hjertets tro.

Gud er ikke en forklaring. Gud er en forklarelse. Af evigheden i det flygtigste.

januar 2005

Til top

Tid og evighed

Lykkereligion eller virkelighedstro

Af Jørn Westergaard Martinsen 

Er det vores billeder af, hvordan virkelighed skal være, der skal sætte virkeligheden på plads? Eller er det tværtimod virkeligheden, der skal sætte vores billeder på plads? Vi kan have mange fantastiske drømme, men er det vores drøm at elske verden, som den er, eller skal den laves om for at være vores kærlighed værd? Kan vi elske et andet menneske, som det er, eller skal det først leve op til en drøm?

For mange mennesker er det blevet vanskeligt at tale om Gud. Hvor er Gud? Hvor møder vi det højeste, det dybeste, det sandeste, det, der er liv i?

Det er ikke et spørgsmål, som kun religiøse mennesker må stille sig. Det er et spørgsmål alle må stille sig, så sandt det er livet om at gøre. Det kan godt være, at der er mange, der er blevet fremmedgjorte for det religiøse sprog, mennesker, for hvem Gud er ren abstraktion, men spørgsmålet om, hvor vi møder livet, kærligheden, meningen, det åndelige, energierne – eller hvad der nu forekommer mere forståeligt end Gud, det spørgsmål kan ingen undslå sig, vil man være i live.

Spørgsmålet om Gud, er spørgsmålet om det bærende i livet. Hvor er livskilden? Er Gud i det vellykkede, i succeserne? Skal Gud kendes på de troendes medgang og fremgang? Eller er Gud både i det mest frydefulde og i det frygteligste? Her er det, man skal kende, ikke om man tror på Gud, for i den forstand har vi alle en eller anden guddom, men hvilken Gud, man tror på.

Vi må jo gang på gang konstatere, at vores billeder og idealer om livet kan sætte os på vildspor og føre os bort fra livet. Det, vi kæmpede for og regnede med var en sejr, kunne vise sig at være tomhed, og det, vi mødte som nederlag, kunne vise sig at rumme fylde. Fylde kan vælde frem fra tabets afgrund, og sejre kan vindes i de dybeste nederlag. Vi kan gribes af livet netop, når vi mister grebet om det.

Vi lader os ofte forblinde af vores billeder og idealer om livet, som er mere glansfulde, end de er sande. De vægtløse drømme kan blive målestok for, hvordan vi mener livet skal være. Men livet giver altid tyngde, træghed, modstand, kamp, når det skal fødes og blive til liv. Det glatte liv ender med at blive ulideligt. Et skib kan ikke sejle uden ballast; et liv kan ikke leves uden tyngde. Lykke og modsigelse hænger sammen som lys og skygge. Derfor må vi spørge os selv, om det er forestillingen om den uimodsagte lykke og den skære drømmeopfyldelse, der skal dømme livet, eller det er livet, der skal dømme vores forestillinger.

Måske skal vi bestandig lære at forholde os mere tro mod det virkelige liv, som altid har en høj pris, i stedet for at tro, at vi kan sætte livet på plads med blændværk. Ikke sætte livet på plads, men selv blive sat på plads af livet. Det har digteren Søren Ulrik Thomsen skrevet et stærkt digt om.

Forlængst er ønsket om det fantastiske faldet

for håbet om i det mindste det bedste,

som nu må vige for bønnen til,

at det værste ikke skal ske.

Næsten taknemmelige

vises vi af små katastrofer

på plads i tilværelsen

Hvis livet skal blive mit liv, må jeg sige ja til det hele, samtykke i det lys, der falder på mig, og i det mørke, der kommer over mig. Jeg kan ikke sige: Kun det lyse hører til i mit liv, resten forkaster jeg og vil ikke vide af; kun medgangen har mening, modgangen er en fejl ved livet. Jeg må sige: Jeg elsker det hele, lys og skygge, oprejsning og fald, medgang og modgang, for det hele er blevet mig betroet som mit liv. Min gave og opgave.

Og i forholdet til andre må jeg sig: Jeg elsker dig som du er, ikke som mit billede eller mine drømme eller mine idealer vil have dig til at være. Du skal ikke være et spejl for mine drømme, men du skal være dig!

Man kunne godt få den tanke, at den stadige søgen efter den eneste ene i parforholdet ikke er en søgen efter et andet menneske, men efter et drømmebillede. Så er det jo ikke så sært, at den første eneste ene og den anden eneste ene og den tredje ikke kan leve op til det. For de er jo mennesker og ikke drømme.

Det handler om at være tro mod livet, ikke bare, når det går os, som vi ønsker, men især, når det går os imod. Kan man det – sige ja, både når det går glat, og når livet yder modstand? Ja det er det, vores tro handler om.

Jesus forholdt sig til virkeligheden med sin tro, sit håb og sin kærlighed. Og i den har livet, sandheden og kærligheden altid sin pris. Det er det Guds rige, Kristus har åbenbaret. Gud er til stede i hele rækkevidden af alt liv. Nedfaret til helvede og opfaret til himmels. Det er liv alt sammen – fra helvede til himmel.

 september 2004

Til top

Tid og evighed

Personlighedsafvikling

Af Jørn Westergaard Martinsen

Hvor henter man sin identitet - i sin ensomme individualitet eller fælles­skabet? Er det først og fremmest ved alt det, hvormed man skiller sig ud fra mængden, at man bliver sig selv? Eller bliver individet grundlæggende sig selv ved at forholde sig til det, der er fælles?

Digteren Søren Ulrik Thomsen har opfundet et ord, som i sig selv virker provokerende; personlighedsafvikling hedder det. Han har skabt ordet som et modbegreb til det, som kursusproducenter markedsfører under navn af personlighedsudvikling.

Digteren stiller spørgsmålstegn ved, om mennesker skal finde deres person­lighed og identitet i alt det, de kan finde frem til ved at løfte folderne over deres egen navle, og hvormed de mener at skille sig ud fra mængden. Til gengæld vil han gøre gældende, hvor vigtigt det er at opdage, at man afgørende er som de andre. Men det anses måske ikke for at være en attråværdigt erkendelse.

Allerede Søren Kierkegaard pegede på det fatale i, at mennesker søger deres identitet og værdi i det, han kaldte 'differensen', dvs. i det, hvormed man skiller sig ud fra de andre. Hvis vægten lægges på det, hvormed vi skiller os ud fra hinanden, så er der ikke langt til den slutning, at man bliver den, man er, i kraft af sammenligningen med andre. Og det har nogle kedelige menneskelige omkostninger. Nogle overgiver sig så til mindreværdsfølelse, når de sammenligner sig med folk, der er bedre, dygtigere, smukkere, intelligentere, stærkere osv. Andre føler sig ovenpå eller bliver hovmodige, fordi de sammenligner sig med nogle, de mener har mindre af det hele.

Men det kunne jo være, at livet ville blive større og friere hvis det var en anden erfaring og bevidsthed, vi lagde til grund for vores opfattelse af os selv og de andre, den nemlig, at vi menneskelig set er som dem. Det er hverken ringe eller foragteligt, at det forholder sig sådan. Det kan endda være en stor rigdom at finde ud af, at det forholder sig sådan. At det vigtigste ikke er det, hvormed vi skiller os ud fra de andre; det vigtigste er tværtimod det, hvori vi deler kår med dem.

Trangen til at skille sig ud træffer man på alle vegne. Det synes at være for banalt at gøre som alle andre. Valgfri hed er blevet et mantra i tiden. Vi skal selv designe vores liv, alt synes at skulle gøres til vort eget projekt hinsides fællesskab og tradition. Vi skal vælge mellem de forskellige mærker på hylderne i super­markedet, i samfundet, i kulturen, i religionen.

I religiøs sammenhæng er udviklingen mod privat designede ritualer ved livets store begivenheder undertiden temmelig iøjnefaldende. Brudepar bliver viet i flyvemaskiner, på havebænke, ved skovsøer, fra femmetervipper. Dødes aske hældes i havet eller slynges ud i luften. Og selv vores navne er blevet genstand for det personlige design. Det er længe siden, navne gik i arv fra generation til generation, men i dag ønsker flere at have et navn, som de ikke skal dele med andre.

Det personlige udtrykkes ved at skille sig ud fra det almindelige. På den måde iscenesættes livet og døden suverænt af individet, så det fremstår som unikt; følelsen af at kunne lade sig falde ind i en tryg overindividuel tradition synes ikke umiddelbart til stede for alle.

Måske er det den globale landsby, den globaliserede verden, storbyen og massesamfundet, der fremelsker en individualistisk profilering. Måske er verden blevet så stor og på samme tid så lille, at vi frygter at blive væk i mængden. Og så kan svaret være at fokusere på det særlige, fordi det almindelige er alt for påtrængende.

Men det kunne jo være, at Søren Ulrik Thomsen med sine tanker om personlighedsafvikling har fat i en uundværlig menneskelig erkendelse: at vi ligner hinanden og deler kår med hinanden. Så behøver vi jo ikke at distancere os fra hinanden for at blive noget. Så er vi på forhånd det, vi skal være: menneske og medmenneske.

I en sang, som er blevet meget yndet, og som oven i købet undertiden høres ved begravelser, lyder det store spørgsmål: Fik du set det, du ville? Måske var det mere på sin plads at spørge: Fik du gjort det, du skulle?

At være medmenneske. At være til for andre end sig selv.

Oktober 2003

Til top

Tid og evighed