Prædiken til 10. søndag efter trinitatis

Af Jørn Westergaard Martinsen

Luk 19,41 - 48

 

Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: »Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.« Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: »Der står skrevet: ›Mit hus skal være et bedehus.‹ Men I har gjort det til en røverkule.«
Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.

Jerusalem er vel om noget den tvetydige freds sted. Byens navn vidner om noget med fred - ’sjalom’ som det hedder på hebraisk. Og få steder har vel været mere plaget af konstant ufred end netop Jerusalem. Fredens by er blevet ufredens tegn.

Ét er nemlig at tale om fred, noget andet er, hvad der tjener til fred. Da Chamberlain proklamerede »Fred i vor tid«, satte han i virkeligheden freden over styr. Han havde fået en fredsaftale med Hitler; det gav Hitler fred – til at opruste. Det blev ikke fred, men krig. Det kunne han ikke vide. Det kan en bagklog eftertid altid vide.

I de seneste år er der proklameret krig mod terror. Meningen er selvfølgelig, at krigen skulle skaffe fred. Om det bliver tilfældet, er ikke godt at vide.

På det private og personlige plan kender vi det samme. Skal man gå lige på og hårdet og få ufred, når vi har uoverensstemmelser og kriser, eller skal man fare med lempe, eller lade som ingenting og sørge for at få fred. Og så ved vi jo godt, at den kortsigtede fred har det med at blive den langsigtede ufred. Den krise, vi ikke tog fat om i opløbet, blev så let en kronisk fredløshed.

Da skal man freden fatte

som livets sommervejr.

Da skal man kæmpen skatte

som drog for den sit sværd,

ej alt i fred-ler forme,

men vælge livets storme

for gravens stille ro.

Med Grundtvigs billede: ej alt i fred-ler forme, dvs. ikke bare gå efter det nemmeste, ikke ligge under for behagesyge, der på kort sigt ingen ting koster, men som tager sig betalt på det lange sigt.

Eller freden kan være den fred misantropen råber på i Molliéres komedie: Lad mig være i fred! Så er freden blevet desinteresse: Jeg har ikke brug for jer.

Det er ikke uden grund, at det i bibelfortællingerne altid er dæmo­nerne, der råber: Lad mig være i fred! For dæmoni er jo netop ikke at turde åbenbare sig for andre, sådan som man er, men lade sig spærre inde af konvention og bekvemmelighed og behagesyge. Det bekvemme frem for sandhed.

»Vidste du blot på denne dag, hvad der tjener til din fred.«

Jesus græd over Jerusalem. Jerusalem er selvfølgelig en by, men den er først og fremmest noget andet, en myte, et symbol.

Tør end nogen ihukomme

hjertets søde morgendrøm

mindes, trods al verdens domme,

Sion med en tårestrøm?

Mægter nogen end at stemme

harpen dybt til orgelklang?

Vover nogen end at nemme,

end at kvæde Sions sang?

Jerusalem er hjertets søde morgendrøm. Om det forløste liv. Tør vi huske vort hjertes søde morgendrøm, drømmen om den dyrebare fred, freden, som altid har en pris, eller nøjes vi med fredsommelighed, den letkøbte fred? Holder vi fast i længslen efter et liv, der er så stort og dyrebart, at det kan kaldes evigt, eller nedskriver vi det til det overkommelige og nøjsomme? Har vi åndskraft til at synge vore drøm­me, længsler og håb? Eller tier vi, lader hjertet isne, for ikke at vove det, der altid koster det hele?

Jesus stod over for Jerusalem. Byen, der ikke bare er en by, men en drøm, en længsel, et håb. Og han hørte, at sangene truede med at forstumme, han mærkede, at hjerterne kunne isne og håbet kunne blive nærsynet.

»Vidste du blot på denne dag, hvad der tjener til din fred.«

Sådan stå vi over for vort eget og vort fælles liv.

Fredsommeligheden kan vi selv skabe. Men freden, freden den kom­mer, når vi tør kast os i den levende Guds hænder, fordi vi har mødt et kald, et håb og en tro, der sætter os ud over vort eget.

Amen