Tid og evighed

 

Tid og evighed

Livsfortælling

Af Jørn Westergaard Martinsen 

Som sjælesørger erfarer man, hvor meget det betyder for et menneske, at det har en historie om sit liv. Jeg husker min nervøsitet, da jeg som ung præst for første gang skulle tale med pårørende til en begravelse. Jeg prøvede at forberede mig på samtalen, tænkte mig til spørgsmål og svar, og frygtede, at jeg ikke havde noget ordentligt at bidrage med. Mine bekymringer viste sig omsonst. Hvad jeg havde at bidrage med, var først og fremmest mine ører. Det lyder jo temmelig nemt og passivt, men ørerne er i virkeligheden det vigtigste aktiv for en sjælesørger. For jeg skulle høre en livshistorie.

Når mennesker fortæller historien om deres liv og det liv, de har delt med hinanden, så er det ikke for at give information om sig selv, deres kære og deres liv, så er det for at tolke deres livs sammenhæng og mening.

I og for sig kan man jo anskue alt, hvad der sker, som tilfældigt, løsrevet, meningsløst. Man kunne registrere det som en ophobning af begivenheder. Det ville ikke blive til en fortælling. Det ville bare blive til: Og så… og så… og så… Der ville hverken være hoved eller hale, vigtigt eller uvigtigt, stort eller småt. »Kun ord kan strukturere kaos«, har forfatteren Svend Åge Madsen sagt. »Fortællinger er livsvigtige. De sætter nemlig ord på kaos, både det, der kan herske i vores indre, og det, der er uden om os.«

»Når man fortæller«, siger Karen Blixen, »sætter man ting sammen, der er gået i stykker.«
 

En fortælling bliver til ved at begivenheder sættes i perspektiv og sammenhæng. Derved får de mening. At fortælle, er at finde den ’røde tråd’. Det er at finde ud af, hvem vi er, og hvad der har gjort os til dem, vi er. Livshistorien bærer vores identitet og vores livs mening.

I fortællingen bliver forskellene til mellem væsentligt og ligegyldigt, mellem stort og småt, mellem godt og ondt, mellem det, der er liv i, og det, der ikke er liv i.

Religionernes fortællinger er en slags mønster for den måde, hvorpå vi fortæller vores historie og forstår sammenhæng og mening på.

I kristendommen er det fortællingen om Jesus Kristus, der er grundfortælling. Det revolutionerende ved den er, at den vender op og ned på mange tilvante værdier. Hvad der antages at være stort, afsløres som småt. Hvad der ringeagtes, ophøjes. Tab, nederlag og fiasko tydes som netop de steder, hvor livet kan oprejses, mens noget, der tager sig ud som fromhed, ære og vellykkethed, afsløres som overflade og hulhed.
Vi bærer på en livshistorie, der ikke lader sig forblinde af, hvad der tager sig ud af noget, men søger efter det som er noget – i ånd og sandhed.

 

november 2006

 

 

 

 

Der er ikke plads til dem

Religionens fristelse

Konfirmander og tro

Hvor er den opstandne?

Krybdyr og gentleman

Livsfortælling

Alting har en tid

En karikatur, der er uundgåelig

En rose så jeg skyde

Allehelgensdag

Farisæeren og tolderen

Den skabende og forløsende Gud

Kontrollen og troen

Hvor er Gud henne?

Lykkereligion eller virkelighedstro

Personlighedsafvikling